Kolbein Falkeid

"LENGTER DU ETTER NOE
måtte det være ei snøvidde
som gnir hele fjeset sitt
inn med soloppgang og dagslys

Et sted hvor tanken fortaper seg som trær
mot tregrensen."

Dette vesle diktet av Kolbjørn Falkeid traff meg ein tidleg vinterdag med utsyn mot Vestlandsfjella .
Kolbein Falkeid f. 1933 og busett i Haugesund har vore ein av dei siste femti åras mest produktive og populære lyrikarar. Ikkje minst har samarbeidet med gruppa "Vamp" gjort tekstane hans kjent. Han skriv i eit modernistisk formspråk, men bileta hans er konkrete og tydelege, forma av såvel det personlege og nære så vel som det verdsvide og eksistensielle.
Han debuterte i 1962 med "Gjennom et glass-skår", den til no siste diktsamlinga "Vind, eple" kom i 2003.
Kolbein Falkeid har skreve mykje om død og sorg, dels har nok dette vore ei bearbeiding av hans eiga store sorg over datteras tragiske død i 1988 berre 25 år gammal." LYD/LYS" er eit slikt dikt:

"Latteren din må være et sted.
Lyd går ikke så fort. Langt borte
er den blå, nesten umerkelige godværsdønninger.
Så hvis jeg skyndte meg,
kunne jeg kanskje finn en fjern strand,
sette meg i solskinnet der
og ta imot dem.

Lyset i øynene dine
er også et sted. Lys
er alltid underveis. Selv fra slukte stjerner
vedblir lyset å stupe gjennom uendelige rom.
Jeg misunner alt som en vårdag om tusen år
plirer mot smilet ditt."


Kanskje kan ein forsonast med det vonde, kanskje ligg det eit håp i dette. Og dei varme og gode minna vil uansett vera der.

Med alderen blir ein forsona med det som er, både liv og død. Kolbein Falkeid  har skreve  om det i "JEG FINNER NOK FREM". Det har ein  allmenn visdom og er samstundes djupt personleg. Kan hende er det akkurat difor diktinga hans når fram til så mange ?

"Døden er ikke så skremmende som før.
Folk jeg var glad i
har gått foran og kvistet løype.
Det var skogskarer og fjellvante.
Jeg finner nok frem."